Verdensberømt musical med danske stjerner
Glæd dig til en storslået musicaloplevelse, når LES MISÉRABLES indtager Musikteatret Holstebro den 19.–21. november 2027. Med et stærkt hold af danske musicalstjerner og de uforglemmelige sange bliver der lagt op til en aften fyldt med store følelser, dramatik og musik, der går lige i hjertet.
For første gang kan en dansksproget produktion af den elskede musical opleves på turné rundt i hele landet. Lion Musicals står bag den nye opsætning, som bringer Victor Hugos fortælling om kærlighed, frihed, håb og menneskets kamp for et bedre liv til scenen.
En fortælling, der griber dig
Den tidligere straffefange Jean Valjean forsøger at skabe sig et nyt liv, men fortiden slipper ikke sit tag. Den ubøjelige politiinspektør Javert er fast besluttet på at fange ham, og i et Frankrig præget af fattigdom og oprør flettes deres skæbner sammen med mennesker, der kæmper for kærligheden og drømmen om en bedre fremtid.
Historien bæres af nogle af musicalverdenens mest elskede sange, blandt andre I Dreamed a Dream, One Day More, Bring Him Home og Do You Hear the People Sing?
Et stærkt hold på scenen
Diluckshan Jeyaratnam indtager hovedrollen som Jean Valjean, mens Kenneth M. Christensen spiller hans utrættelige modstander Javert. Maria Lucia Heiberg Rosenberg giver liv til Fantine, og som det snu kroværtspar Thénardier kan du opleve Troels Lyby og Annette Heick.
På scenen står også Rasmus Snedker, Isabel Brogaard Pedersen, Sophia Ahlm Bircow og Mikkel Hoé. Forestillingen instrueres af Thomas Agerholm, som blandt andet står bag Seebach, Shu-bi-dua – The Musical og The Bodyguard – The Musical.
Oplev en af verdens mest elskede musicals
LES MISÉRABLES har begejstret publikum verden over. Nu kan du opleve den med danske stjerner her i Holstebro – og lade dig rive med af en fortælling og et musikalsk univers, der bliver hos dig længe efter sidste applaus.
VIP – På barrikaderne
Kom helt tæt på Les Misérables, når revolutionen raser, kærligheden udfordres, og de ikoniske sange fylder scenen. Med denne pakke får du pladser helt tæt på scenen, hvor du kan mærke intensiteten, opleve detaljerne og komme helt ind i hjertet af det storslåede drama.
En billet på barrikaderne inkluderer:
· Siddeplads i den bedste billetkategori på de allerforreste rækker
· Et flot Les Misérables souvenirprogram
· Gratis garderobe