Hoteldirektør: De store kultursatsninger skaber aktivitet i Holstebro
Det er ikke kun os på Musikteatret, der får glæde og gavn af en stor succesforestilling som ’Moulin Rouge!’ – en sådan succes kan nemlig mærkes i hele lokalområdet.
Analyser viser, at 40% af musicalgæsterne i Holstebro spiser ude før en forestilling, og dermed har opsætningen af ’Moulin Rouge!’ alene resulteret i 3.500 restaurantgæster i Holstebro by – mens yderligere 3.500 så har spist middag i vores egen restaurant.
Det store produktionshold omkring musicalen har i sig selv købt næsten 700 hotelværelser, og med de mange gæster, der er kommet til Holstebro fra nær og fjern, har der generelt været udsolgt af hotelværelser i hele byen.
Som Troels Olesen, hoteldirektør for Hotel Royal, slår fast: “Det er skønt, når de store kultursatsninger også skaber aktivitet i erhvervslivet i og omkring Holstebro, og derfor er den lokale opbakning også vigtig – ikke kun for Musikteatret Holstebro, men for mange af aktørerne i byen.”
På Musikteatret synes vi, at det er fantastisk, hvor stor en glæde forestillingen har skabt – ikke kun for de mange tusind mennesker i salen, der har oplevet den storslåede forestilling, men også de mange lokale erhvervsdrivende, som i dén grad har mærket effekten af succesen.
‘Moulin Rouge’ er den tredje musical, vi har præsenteret som en del af partnerskabet Hele Danmarks Musicalteater, der også tæller One & Only Company og Vejle Musikteater.
De første to var ’Grease’ og ’Dirty Dancing’, og med ’Moulin Rouge!’ er der for tredje gang skabt en massiv succes med udsolgt til stort set alle forestillinger.
Alene i 2023 havde vi mere end 40.000 glade musicalgæster, og vi ser frem til 2024, hvor vi naturligvis fortsætter samarbejdet omkring Hele Danmarks Musicalteater – og hvor det hele bliver endnu vildere.
Lige nu og her glæder vi os også over et stærkt billetsalg til to andre store musicals – nemlig ‘Matador’, som hastigt nærmer sig udsolgt, og ‘Saturday Night Fever’.