Fonden Nørre Vosborg indgår samarbejde med Musikteatret Holstebro
Fonden Nørre Vosborg har over de seneste måneder arbejdet intenst med at forme en ny og mere kulturorienteret strategi, der har fokus på Herregårdens og områdets stedbundne kvaliteter, naturen og kulturen.
For at kunne løfte denne strategi skal kultur og erhverv tænkes mere sammen, og Fonden ser Musikteatret Holstebro som den rette partner for at kunne føre denne ud i livet, til gavn for begge parter.
“Med Musikteatret Holstebro som samarbejdspartnere vil vi her på Nørre Vosborg kunne udbyde endnu flere og endnu større arrangementer, end vi hidtil har kunnet. Det vil ikke blot styrke Nørre Vosborgs position, men hele Vestjylland som et kulturelt kraftcenter“, siger formand for Fonden Nr. Vosborg, Bjørn Albinus.
Musikteatret ser i det udvidede samarbejde store muligheder for at skabe synergier, således at både Musikteatret Holstebro og Nørre Vosborg styrkes, og med de synergier, der frigives på tværs, kan Nørre Vosborg fortsætte og udbygge herregårdens position i det kulturelle landskab, ikke mindst som et attraktivt hotel og konferencested med gastronomi på et højt niveau.
“Musikteatret vil få stor gavn af at inkludere både kultur, restaurant og hotel i vores udbud til vores gæster, og vi ser en stor mulighed for at kunne forlænge vores kulturgæsters ophold og udvide deres oplevelse til gavn for både Musikteatret, Nørre Vosborg og hele lokalområdet“, siger direktør i Musikteatret Holstebro, Anders Jørgensen.