The Game – april 2026

En interaktiv danseforestilling om angst

The Game er en interaktiv forestilling for børn og unge. Som spillebrikker i et kæmpe life-size brætspil, vil publikum bevæge sig på den store spilleplade sammen med forestillingens fire dansere. Sammen bliver de guidet igennem livets spil af game-masteren.

Inspireret af fortællinger fra børn og unge, tager `The Game´ udgangspunkt i præstations- og generel angst, som flere og flere børn og unge oplever. Publikum er fysisk medvirkende i selve forestillingen og vil få mulighed for at reflektere over forskellige former for pres og angst i en samtale efterfølgende. Publikum skal ikke danse, men opleve danse helt tæt på.                                                                                                              

Bemærk: forestillingen er for børn og unge fra 10 år, men bemærk at denne udgave spilles på engelsk. Du bliver guidet af game-masteren på engelsk og derfor anbefaler vi børn fra 12 år til denne version. Forældre og voksenvenner er meget velkomne – både på spillepladen og som tilskuer på stol ved siden af spillepladen.

Teateravisen skrev:
Og det er måske netop dér, at The Game konkret kan gøre en forskel. Både for dem, der mærker angsten – og for dem, der ikke selv lider af den, men som har brug for at forstå, hvad den går ud på hos de andre. Med dansen som det, der kan være med til at indgyde modet til at se andre i øjnene.

Du kan læse vores lærervejledning her: https://musikteatret.dk/wp-content/uploads/2026/03/Laerervejledning-The-Game.pdf