GenZ ENDGAME – 2024

Hudløs og hårdtslående musikforestilling om og med generationen, der bærer fremtiden på skuldrene.

Træd ind i en verden af drømme, længsler, idealisme og kamp for en bedre verden. Men også en verden af angst, mistrivsel, krænkelsesparathed, konflikt og håbløshed. I et fragmentarisk og kalejdoskopisk generationsportræt, stilles der skarpt på Generation Z, hvor tanker og følelser føres ind i spotlightet igennem sange skrevet af tidens danske musikere, som blandt flere Andreas Odbjerg, Brimheim, Rest in Beats og Sjæl i flammer.

GenZ ENDGAME møder vi karakteren ALEX, der skal deltage i et talentshow. ALEX er alle fra Generation Z, på alle aldre, fra alle lande, af alle køn og til alle tider. ALEX er født i årene 1996-2012.

De er digitalt indfødte og har aldrig kendt en verden uden internet. De er vokset op i en tid, hvor man stadig troede, at alting herfra kun ville blive bedre. Økonomien ville boome, og nu skulle de vestlige demokratiske idealer rulles ud til resten af verden. Men siden har verden ændret sig og er blevet anderledes usammenhængende, kaotisk og kompleks. Krige, klimaangst, trivselskriser, finansielle sammenbrud og covid-19 har sat sig i identiteten.

Nogle gange tænker jeg – ja, vores generations kampe minder om tidligere, selvfølgelig har andre gjort mere eller mindre det samme før, men forskellen er, at vi er utålmodige. Og jeg ved ikke, om det er på grund af JustEat, Wolt eller Amazon, eller om vi bare altid har været utålmodige, jeg ved bare, at det er svært at være andet, når det handler om vores fremtid.” ALEX

GenZ ENDGAME er baseret på interviews med personer fra Generation Z og er skrevet og instrueret af Aarhus Teaters huskunstner Sigrid Johannesen med et musikalsk univers beamet op af huskunstner Marie Koldkjær Højlund og lyddesigner Aki Bech. I en scenografi udtænkt af Laura Løwe og med livevideo skabt af den Reumert-vindende videodesigner Søren Knud, vil du blive inviteret ind i en futuristisk talentshow, når skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble og dansere fra Holstebro Dansekompagni sammen med rapperen Yakuza, går all in i kampen for fremtiden.

I forestillingen indgår der citater fra:

  • FIGHT af John Della Volpe
  • Greta Thunbergs tale v. U.N. Climate Action Summit
  • Desmond Napoles at Gay City News Impact Awards Youth Award Honoree (24.09.2020)
  • Interviews med personer fra Generation Z

Fotokreditering: Rumle Skafte