STUPID MAN - THE MUSICAL - Musikteatret Holstebro

STUPID MAN – THE MUSICAL

9. okt. 2025 Artikel

Fra Det er mig der står herude og banker på til Nu hvor du har brændt mig af: Thomas Helmigs hits får nyt liv i ny romantisk musicalkomedie

I dag kan Hele Danmarks Musicalteater – et samarbejde mellem One and Only Musicals, Vejle Musikteater og Holstebro Teater – løfte sløret for en helt ny forestilling med hitgaranti: STUPID MAN – THE MUSICAL.

Forestillingen er en musicalkomedie med sange og musik af Thomas Helmig. På scenen kan publikum glæde sig til at opleve et stjernecast bestående af Szhirley, Trine Pallesen, Julie Agnete Vang og mange flere. Susanne Bier er Executive Producer på STUPID MAN – THE MUSICAL, mens Gabriel Bier Gislason står bag manuskriptet.

Malaga, Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På, Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af og Stupid Man – I mere end fire årtier har Thomas Helmig sat lyd på danskernes liv på tværs af generationer med alt fra sjælfulde ballader til fængende pophits. Nu kan publikum glæde sig til at opleve en kavalkade af Helmigs største numre i nye klæder, når Hele Danmarks Musicalteater slår dørene op til premieren på STUPID MAN – THE MUSICAL den 16. september 2026.

I en helt almindelig opgang bliver weekenden alt andet end kedelig, når nye og gamle beboere vikles ind i hinandens liv, og kærlighed, konflikter og venskaber blomstrer. Der er lovet danseklare hits og følsomme ballader, når blandt andet Szhirley, Trine Pallesen, Julie Agnete Vang, Cristopher Rørmose og Søren Torpegaard Lund fortolker Helmigs sangskat i en romantisk komedie om livets mange relationer og finurligheder.

Stjernecast skal synge Helmig

Bag scenetæppet står et erfarent hold af skuespillere og banker på. På rollelisten er multitalentet Szhirley. Hun debuterede med et stilskabende R&B-album og har siden sat sit aftryk på både tv, film, revy og musicals som West Side Story (2006), We Will Rock You (2017) og Elsk mig i nat (2022). Ved sin side får hun endnu en stærk stemme fra Elsk mig i nat, nemlig Julie Agnete Vang, der med sit talent har indtaget store roller i både musicals, film og teater som Melodien, der blev væk (2016) og Diktatoren (2019) på Nørrebro Teater, og Jagtsæson – I medgang og modgang (2024). De to flankeres af Trine Pallesen, kendt fra Rejseholdet (2000-2004). Trine Pallesen har brilleret i forestillinger som Polly og Stormen på Teater Nordkraft og Vendsyssel Teater (2020,), Erna i krig på Kolding Teater, (2021), Shu-Bi-Dua The Musical (2022) og Tag mig som jeg er (2023)- en rolle hun blev Reumert-nomineret for. Publikum kan også se frem til at opleve Jakob Femerling Andersen, der vender tilbage til musicalscenen. STUPID MAN – THE MUSICAL er Jakobs første musical siden han i 2018 indtog rollen som Spacey i Tivolis opsætning af Midt om natten. Siden da har han markeret sig i en række teaterforestillinger og tv-produktioner, heriblandt TV 2’s julekalender Tinka (2019-2022), Doggystyle (2019-2022) og Netflix-serien Valhalla (2023). På rollelisten ses også to af dansk musicals største talenter. Cristopher Rørmose har allerede cementeret sit talent inden for musicals med markante roller i succesopsætninger som Askepot – The Musical (2024), Strictly Ballroom – The Musical (2025), og kan til foråret opleves i Hele Danmarks Musicalteaters opsætning af Den Eneste Ene. Søren Torpegaard Lund har også høstet anmelderros for portrætteringer af bl.a. Tony i West Side Story på Det Kongelige Teater og som Daniel i Matador, hvor hans solonummer ‘En dreng som mig’ løftede taget af salen. Han er lige nu aktuel i De Vilde Kaniner på Østre Gasværk.

Manuskript og instruktion

Gabriel Bier Gislason bag STUPID MAN – THE MUSICAL Sangene og musikken er naturligvis af Thomas Helmig, og bag manuskriptet står Gabriel Bier Gislason. Gabriel Bier Gislason debuterede som spillefilmsinstruktør i 2022 med Natten har øjne og får nu sin debut med en musicalopsætning og går dermed i sin mors, Susanne Biers, fodspor. Susanne Bier er selv Executive Producer på forestillingen.

STUPID MAN – THE MUSICAL instrueres af den erfarne instruktør Joy-Maria Frederiksen, der senest har instrueret Strictly Ballroom – The Musical (2025). Herudover er hun også instruktør og kunstnerisk leder på Cirkusrevyen.


Fra Aarhus til hele Danmark Aarhusianske Thomas Helmig slog for alvor igennem i 1988 med albummet “Vejen væk”, der solgte mere end 160.000 eksemplarer. Albummet indeholder blandt andet hittet Det er mig der står herude og banker på, som i dag har rundet 18 mio. streams på Spotify – kun overgået af ét andet af Helmigs numre: Stupid Man, med over 24 mio. streams. Stupid Man udkom i 1994 på hans ottende album af samme navn. Det anmelderroste album solgte 250.000 eksemplarer og indbragte hele seks priser ved Danish Music Awards i 1995. Thomas Helmig har udgivet 17 albums, og med i alt 16 DMA-priser er Thomas Helmig i dag den mest vindende kunstner i prisens historie. Thomas Helmig står klart som en af landets mest elskede og vedholdende musikere med 1,5 millioner solgte albums og mere end 212 millioner streams på Spotify.
Thomas Helmig har desuden også beskæftiget sig med musicals, da han i 2020 skrev musik til One and Only Musicals forestilling Den Skaldede Frisør.

Premiere 16. september 2026 Tivolis Koncertsal Premiere 31. oktober Musikteatret Holstebro Premiere 11. november Vejle Musikteater