4,7 millioner ekstra kroner til Holstebro Teater
Det er en god dag i Holstebro. Der er nemlig lige blevet bevilget 4,7 millioner ekstra kroner til Holstebro Teater og en række øvrige egnsteatre, som med Kulturministeriets ord “ligger i områder, hvor der er langt til de centrale landsdelsscener”.
Der er tale om et udviklingstilskud, som fordeles ud over årene 2024-2027, og man kan selv vælge, hvordan man vil bruge pengene. Teatrene kan “eksempelvis udvikle deres forestillinger eller nå ud til endnu flere,” skriver Kulturministeriet i sin pressemeddelelse.
Årsagen til, at Holstebro Teater og en række af de øvrige teatre er blevet udvalgt, er, at “de har et højt scenekunstfagligt niveau og har mulighed for at udbyde scenekunst af særlig høj kvalitet til et bredere publikum eller i et større regionalt område”.
I pressemeddelelsen udtaler kulturminister Jakob Engel-Schmidt bl.a.:
”Jeg er stolt af, at vi nu kan gøre op med nogle af de regionale uligheder og styrke en række egnsteatre landet over, så de eksempelvis kan tiltrække et bredere publikum. Vi har prioriteret at give en håndsrækning til teatre, der i forvejen udviser stort engagement og drivkraft og dermed har et potentiale for at nå endnu flere, end de gør i dag.”
Læs hele Kulturministeriets pressemeddelelse her:
https://kum.dk/aktuelt/nyheder/haandsraekning-til-egnsteatre-skal-goere-op-med-ulighed