Direktøren og skuespillerne indtager scenen til en improviseret Q&A

Klokken var 19:15 tirsdag aften – tre kvarter før aftenens forestilling skulle gå i gang. Vi stod i en ualmindeligt svær situation: En af de medvirkende i ‘Moulin Rouge! The Musical’ var blevet syg.

Så tænker de fleste jo nok, at vi havde en såkaldt understudy parat, der kan indtage rollen – og selvfølgelig har vi et nøje tilrettelagt understudy-system. Men ham, der med meget kort varsel pludselig måtte melde sig syg tirsdag aften VAR allerede denne understudy.

Vi kan godt lide at gå med livrem og seler, så vi forhåbentlig aldrig får brug for at aflyse en forestilling. Derfor havde vores understudy faktisk OGSÅ en understudy. Men tænk engang: Lige præcis denne aften befandt understudy’ens understudy sig i Odense.

Så hvad gør man, når man er 45 minutter fra den annoncerede forestillingsstart, og den eneste person, der kan redde forestillingen, er det halve kongerige væk?

Man ringer til ham og hører, hvornår han kan være i Holstebro. Det kunne han – nu vores kongerige trods alt ikke er større – halvanden time senere.

Det betød ikke desto mindre, at der fortsat var 1.200 publikummer, der skulle underholdes frem til den forestilling, der nu var markant forsinket.

Derfor valgte vores direktør Anders Jørgensen at improvisere en spørgerunde med hovedrolleindehaver Silas Holst og to andre medvirkende fra forestillingen, Linea Høeg Olsen og Ronni Morgenstjerne.

Sammen trådte de ind på scenen og lod publikum stille dem spørgsmål, som fik Silas, Linea og Ronni til at give et spændende og underholdende indblik i, hvordan det er at være liveperformer, og hvordan de eksempelvis varmer op til en stor forestilling som ‘Moulin Rouge! The Musical’.

I mellemtiden ankom understudy’ens understudy så, og forestillingen kunne endelig gå i gang.

Hele holdet omkring forestillingen – både dem på scenen og alle dem bagved og rundt på teatret – løftede i flok, fuldt indstillede på, at publikum skulle have en fantastisk aften.

Det fik de selvfølgelig også. Ja, folk i salen virkede tilmed ekstra begejstrede, fordi de fik en helt unik oplevelse med hjem.

Da forestillingen var veloverstået, lød et kollektivt lettelsens suk, som hurtigt blev akkompagneret af den form for sejrsrus, som sportsfolk må føle, når de har vundet en stor og vigtig kamp.

Dén rus gjorde faktisk, at det var det hele værd — men alligevel håber vi, at der går lang tid, før vi får lejlighed til at opleve den igen!