Stig Rossens Julekoncert 2021
Når Stig Rossen drager ud på sin årlige juleturné, er det 27. år i træk, at han og hans uforlignelige julekaravane sørger for at bringe julestemningen ud til det ganske danske land.
Julen har en ganske særlig plads i Stig Rossens hjerte og siden han i 1998 udgav sit første julealbum, Julelys, er det blevet til i alt fire julealbums og en enkelt juledvd. Udgivelserne afspejler den alsidighed, som også kendetegner julekoncerterne. De smukkeste og mest elskede julesalmer og -sange fra den danske sangskat, ny som gammel, går hånd i hånd med et udvalg af de bedste sange fra det engelsksprogede repertoire. Hjerternes fest rummer i Stig Rossens fortolkninger alt fra energifyldte, amerikanske klassikere til afdæmpede, bevægende og danske a cappella-versioner.
Det kimer nu til julefest slår stemningen an ved koncerterne, der altid er bygget op om nogle af de vigtigste af julens budskaber. Hygge, nærvær og næstekærlighed er blot nogle af de værdier, der er kernen og drivkraften, når en tætpakket kalender i november og december bringer Stig Rossen rundt i hele landet. Blandt publikum er hvert år nye koncertgængere,
men også mange trofaste koncertgængere, hvoraf nogle har været med helt fra begyndelsen.
Årets julekoncert 2021 byder på alt det kendte, publikum ikke vil undvære, og alt det nye, de ikke vil gå glip af.
Varighed: 2×45 minutter plus pause