Herregårdenes Dag - Musikteatret Holstebro

Herregårdenes Dag

I anledning af Herregårdenes Dag den 17. august 2025 inviterer Herregården Nørre Vosborg indenfor i de hyggelige stuer.

Herregårdshistorie – Foredrag ved Helle Henningsen

Nørre Vosborg fra ridderborg til herregård – 750 års vestjysk herregårdshistorie

Mødested: Riddersalen kl. 10.00-10.45:

Foredrag om Nørre Vosborgs lange, brogede historie fra middelalderen til i dag. Der fortælles om de konger, riddere, adelsfolk og købmænd, der gennem århundrederne på skift har ejet og sat deres præg på herregården. Foredraget giver også et indblik i Realdania By og Bygs gennemgribende restaurering i 2004-08, der sikrede Nørre Vosborgs overlevelse.

Nørre Vosborg indgår i dag i Realdania By og Bygs samling af fredede og bevaringsværdige ejendomme.

Herregårdsrundvisning

Mødested: Indgangen Kl. 11.00 – 12.15

Guidet rundvisning af Steen Byskov. Steen er passioneret Nørre Vosborgs mand, og ved rigtig meget om stedet og familien Tang, som ejede Nørre Vosborg i midten af 1800-tallet. Steen vil tage jer med rundt i huset og fortælle historie om både mennesker og spøgelser.

Fortællingen om H.C.Andersen på Herregården Nørre Vosborg. H.C.Andersen besøgte Nørre Vosborg i juni 1859, og blev på Herregården i to dejlige uger.

Fortællingen om Familien Tang som ejede Nørre Vosborg i midten 1800-tallet, dagligdagen, familien og deres 6 døtre og det liv de levede dengang.

Samt fortællingen om Vosborglille.

Hvad sker der ellers?

I dagens anledning tænder vi op i det gamle komfur og bager småkager, der vil være gratis smagsprøver til alle – så længe lager haves, det kan godt gå stærkt. De smager nemlig mere end almindelig godt.

Nørre Vosborgs dygtige frivillige blomsterpiger sørger altid for at huset strutter af smukke, friske blomster og vi tør godt love at huset vil fremstå fra smukkeste side.  

Vi finder stylterne frem, så du også kan prøve kræfter med balancekunsten på de skæve brosten.

Pris for både foredrag og rundvisning:

Entre 100 kr. pr. pers. børn og unge til og med 17 år har gratis entre.

Herregården udenfor

Er det naturen der trækker kan vi friste med en Herregårdsspadseretur.

Mødested: Porttårnet kl. 10.45-12.30

Gert Hingebjerg er pensioneret major og passioneret naturmand. Han vil på en rask Herregårds-spadseretur i Nørre Vosborgs smukke natur fortælle om skoven, åen og vildtet.

Gert kender Storeåen, som den svinger sig smukt igennem landskabet, og turen vil blive krydret med anekdoter fra fortiden, nutiden og det nye vådområde Vosborg Enge.

Turen starter ved Porttårnet og ruten er godt 3 km lang og er ikke egnet for kørestolsbrugere og gangbesværede.

Entre 100 kr. pr. pers. børn og unge til og med 17 år har gratis entre.

Herregårdsbrunch

Kl. 12.30 står Hotel Nørre Vosborg står klar med en overdådig HERREGÅRDSBRUNCH med vestjyske specialiteter.

En ny måde at nyde søndagen på!

Hvorfor ikke tilbringe ugens sidste dag sammen med to af de bedste ting, der findes her i verden? Godt selskab og rigtig god mad. Dét er tanken bag vores brunchbuffet på Nørre Vosborg. Velsmagende hjemmelavet mad og god kaffe i selskab med venner og familien er bare fantastisk at samles om – og måske en dejlig gåtur mellem hav og fjord? På Nørre Vosborg får I alt det, der gør en oplevelsen en køretur værd.  

Læs mere og se menuen her:

Køber du billet med brunch får du 25% rabat på Herregårdens øvrige aktiviteter på dagen.

Om Nørre Vosborg

Midt i den barske natur ligger Nørre Vosborg som i et eventyr. Herregården, der ejes af Realdania By & Byg, er kulturarv og enestående arkitektur krydret med 800-års danmarkshistorie og ligger i Vestjylland ved byen Vemb – 20 km vest for Holstebro. 

I dag er herregården et levende og dynamisk kultur- og eventcenter samt et hotel, restaurant og mødefaciliteter drevet af Musikteatret Holstebro og Fonden Nørre Vosborg. 

Herregårdenes Dag

  • Spilledato: Søndag 17. august 2025 kl. 10.00
  • Sted:
    Nørre Vosborg
    Vembvej 35
    7570 Vemb
  • Kategori: Nørre Vosborg
  • Billetpris: 100 kr.