– i ny stor opsætning for første gang i 25 år!
”I’m gonna live forever. I’m gonna learn how to fly.” Sådan lyder det i megahittet ”Fame” fra den ikoniske filmsucces af samme navn. Og sådan lyder det i hitmusicalen FAME THE MUSICAL, der er baseret på filmen og for første gang i knap 25 år nu kommer i en ny stor opsætning i Danmark.
FAME THE MUSICAL til en ny generation
Musicalen har spillet over hele verden og herhjemme for buldrende udsolgte huse i bl.a. København og Odense og har begejstret titusinder af unge og ungdommelige sjæle. Nu er turen kommet til næste generation, hvor både nye og gamle Fame-fans kan stige ombord og lade sig beruse af én af nyere tids mest populære popmusicals.
Den nye opsætning af FAME THE MUSICAL bliver en spektakulær kraftudladning af energi og unge megatalenter på scenen. Instruktør Frede Gulbrandsen (Grease The Musical, Matador The Musical) og koreograf Silas Holst (han skabte også koreografi til både Grease The Musical, Saturday Night Fever The Musical) vil tage publikum ved hånden og føre dem ind i en pulserende, hårdtslående og passioneret verden af drømme, håb og længsler.
LÆS HER OM ÅBEN AUDITION
Åben audition skal indfange Danmarks helt nye, unge musicalstjerner
Hele Danmarks Musicalteater, som er et samarbejde mellem One and Only Musicals, Vejle Musikteater og Holstebro Teater vil ikke offentliggøre navnene på hovednavnene endnu, men de medvirkende vil være et miks af etablerede musicalstjerner, kendte navne og helt unge, uprøvede stortalenter.
Holdet bag FAME THE MUSICAL har en drøm om – helt i forestillingens ånd – at finde de unge uslebne diamanter, der skal være med til at præge den danske musicalbranche i de kommende år. Derfor afholdes der audition i København d. 3. november, hvor alle, der har en drøm om at stå på scenen, opfordres til at melde sig. Som forestillingens koreograf står Silas Holst i spidsen for det hold, der skal finde de næste store stjerner på den danske musicalhimmel.
Her er det ikke et krav, at man er professionel eller har været med i en musical før. Man skal kunne synge eller danse og i øvrigt være mellem 16 og 30 år gammel. Hvis man går videre fra auditionsdagen, skal man deltage i forskellige workshops i foråret 2025. Og på baggrund af disse workshops, vil holdet udvælge de talenter, der vil komme til at stå på scenen i musicalen.
HANDLINGEN
Handlingen kort fortalt:
På High School of Performing Arts i New York følger vi en gruppe unge, håbefulde gymnasieelever og deres dedikerede lærere. De nye unge elever er endelig kommet igennem nåleøjet og får nu mulighed for at virkeliggøre deres drømme på ét af landets mest prestigefyldte high schools.
Vi følger bl.a. Carmen, der er besat af at blive berømt sangerinde, Serena, der drømmer om at blive skuespiller, den ordblinde danser Tyrone, den generte violinist Schlomo og den fattige danser Iris. De er alle forskellige, men de har én ting til fælles:
De drømmer alle om at kunne udtrykke sig gennem deres kunst og blive anerkendt for den de er – inderst inde.
HOLDET BAG
Producenter: HELE DANMARKS MUSICALTEATER (One & Only Musicals, Vejle Musikteater og Holstebro Teater)
Instruktør: Frede Gulbrandsen
Koreograf: Silas Holst
Executive Music Producer: Joakim Pedersen
Executive Producer: Jesper Winge Leisner